29 projekter i Region Sjælland skal skabe bedre muligheder for friluftsliv og øge befolkningens naturforståelse. Friluftsrådet har i slutningen af september bevilliget i alt 15 mio. kr. til 167 projekter i 66 forskellige kommuner. To tredjedele af dem, der har fået tilskud, er frivillige foreninger eller organisationer.
Blandt de støttede projekter er der flere projekter, som skal gøre det lettere for personer med særlige behov at komme ud i naturen.
“Vi mener, at alle skal have mulighed for at komme ud i naturen og nyde godt af de mange dejlige oplevelser, man kan få derude. Derfor er vi glade for, at vi med Udlodningsmidler til Friluftsliv kan være med til at realisere konkrete projekter, som gør naturen mere tilgængelig, hvis man for eksempel har et fysisk eller mentalt handicap,” siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.
For eksempel har Bisserup Sejlklub fået 100.000 kr. i tilskud til etablering af en børne- og handicapvenlig flydebro, der skal gøre det lettere at komme ned til vandet, så man f.eks. kan dyrke forskellige vandaktiviteter som kajak- og kanoroning eller SUP.
Støttede projekter i Region Sjælland
Friluftsrådet har overordnet set givet tilskud til projekter inden for tre temaer: Børn og unges friluftsliv, Fysiske rammer for friluftsliv og Vandfriluftsliv. I Region Sjælland er der flest støttede projekter i Holbæk og Næstved Kommuner med hver fire støttede projekter. Herefter kommer Køge og Lolland Kommuner, der hver har tre støttede projekter.
Blandt andet har Grundejerforeningen Markeslev Strand fået 50.000 kr. i tilskud til at etablere en fast badebro ud til Holbæk Fjord, som skal skabe bedre adgang til fjorden for badende, kajakroere og andre hele året rundt.
Blandt de større bevillinger finder man Nørre Vedby Skole- og Børnehus, som har fået 650.000 kr. i tilskud til at omdanne 8 hektar landbrugsareal til et rekreativt natur- og friluftsområde med blandt andet shelter, stier, udstyr til udeskole, bålhytte og udsigtstårn.
I Lejre Kommune har EIF Ny Tolstrup fået 350.000 kr. i tilskud til etablering af et rekreativt område, der kan fungere som udendørs samlingssted for alle borgere. Der er blandt andet givet tilskud til en bålplads, etablering af en grussti, forhindringsbane og beplantning.
Derudover har Røde Kors, Roskilde Afdeling, fået 42.000 kr. i tilskud til at opføre en tipi i Boserup Skov som samlingssted for aktiviteter i naturen året rundt for bl.a. mandefællesskaber, skoler og foreninger.
Udlodningsmidler til Friluftsliv er en del af overskuddet i Danske Lotteri Spil og Det Danske Klasselotteri.