20 kommuner, herunder Vordingborg, Odsherred og Guldborgsund, har nu fået tildelt særtilskud fra puljen på i alt 734 mio. kr. for 2024. Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse. Særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner er i år ekstraordinært forhøjet med 350 mio. kr.
Kommunerne har haft mulighed for at søge om et ekstra økonomisk tilskud til budgettet for 2024. 20 kommuner får nu svar om, at de har fået del i særtilskudspuljen for 2024, og for flere af kommunerne er der tale om ekstra høje tilskud.
Puljen er denne gang ekstraordinært forhøjet med 350 mio. kr., så puljen for 2024 i alt udgør 734 mio. kr. Forhøjelsen blev aftalt med KL i forårets aftale om kommunernes økonomi for 2024 og har fokus på de mest vanskeligt stillede kommuner.
En del af puljen er i forvejen fordelt til fire kommuner i et udviklingspartnerskab, og disse kommuner har også haft mulighed for at søge om del i de ekstra penge i puljen.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
“Jeg anerkender, at nogle kommuner står over for ekstraordinært store udfordringer for at få næste års budget til at hænge sammen. Og med forhøjelsen af særtilskudspuljen i år, er det samtidig muligt at tildele de mest udsatte kommuner et tilskud, der kan mærkes.”
17 kommuner har samtidig fået meddelt låneadgang på samlet 200 mio. kr. fra den ordinære lånpulje, som er målrettet til kommuner i en økonomisk og likviditetsmæssige vanskelig situation.
Se oversigt over kommuner, der har fået særtilskud efter §16 her
Se oversigt over kommuner, der har fået låneadgang fra den ordinære lånepulje her