Seks projekter får nu tilsagn om penge fra grøn pulje.

I november sidste år modtog Klima- og Teknikudvalget en check på 3,36 mio. kr. til Grøn Pulje. Pengene i Grøn Pulje kommer fra den lovpligtige indbetaling til puljen fra opstillere af vedvarende energianlæg i kommunen, denne gang fra solcelleanlægget i Barmosen.

Efter en ansøgningsrunde i foråret har udvalget nu besluttet, hvilke lokale projekter, der kan få gavn af pengene. Det er første gang, at der er udbetaling fra Grøn Pulje.

16 ansøgninger er i alt kommet ind fra både lokale lodsejere, borgergrupper og foreninger. Det samlede ansøgte beløb lå på omkring 6 mio. kr. Det vidner om et stort lokalt engagement og interesse for at være med til at udvikle natur og rekreative muligheder i kommunen.

Med godt 3 mio. kr. i puljen har der derfor skullet ske en prioritering ud fra en række kriterier, som kommunalbestyrelsen satte op forud for ansøgningsrunden.

De seks projekter, der nu får tilsagn om støtte er:

  • Rosenfeldt Gods – Reetablering af vejtræer på Kuskealle.
  • FDF Ørslev – Etablering af bygning med toilet, grovkøkken, mv. i tilknytning til foreningens kredshytte.
  • Danmarks Naturfredningsforening, Vordingborg – Opkøb af 5,3 ha landbrugsjord mv., som i sammenhæng med øvrige naturarealer resulterer i 15 ha sammenhængende bynær natur med offentlig adgang.
  • Køng Borgerforening – Forskønnelse af naturområde ved Kostræde Banker og bedre faciliteter.
  • Vordingborg Jagt- og Flugtskytteforening – Plantning af træer til afskærmning af solcelleanlæg i Barmosen.
  • Grundejerforeningen Hartkorn – Etablering af offentligt udendørs aktivitets- og fritidsrum.

Når der fremadrettet bliver tilsluttet nye vedvarende energianlæg til elnettet i Vordingborg Kommune, vil der blive indbetalt nye midler til Grøn Pulje. Når det sker, vil der blive annonceret nye ansøgningsrunder. Det forventer man sker i efteråret 2024, når solcelleanlægget i Køng Mose skal stå klar til at blive sluttet til elnettet. Her forventes puljen at blive på ca. 4 mio. kr.

Kilde

Foto: ABW