KonditorBager i Vordingborg er netop begyndt at bruge Fuldkornsskalaen. Det er bagerbranchens nye mærkningsordning, som gør det let for kunden at se, hvor meget fuldkorn bagerbrødet indeholder.
Kostrådscirklen fra Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi spiser masser af fuldkorn. For at gøre det hurtigt og enkelt for kunderne at se, hvor meget fuldkorn, der er i de enkelte bagerbrød, har KonditorBager i Vordingborg nu indført bagerbranchens helt nye mærkningsordning Fuldkornsskalaen.
Med en skala fra et til fire kornaks viser mærkningsordningen, hvor stor en andel af fuldkorn bagerens brød indeholder – jo flere kornaks, jo mere fuldkorn.
– Mange går op i, hvad de spiser – og Fuldkornsskalaen gør det nemt at finde sundt brød med højt fuldkornsindhold, siger Torsten Desauv, der er bagermester hos KonditorBager i Vordingborg.
Fuldkornsskalaens inddeling:
1 kornaks: 20–29 procent fuldkorn
2 kornaks: 30–39 procent fuldkorn
3 kornaks: 40–49 procent fuldkorn
4 kornaks: 50+ procent fuldkorn
BKD (Bager- og Konditormestre i Danmark) står bag initiativet i samarbejde med Valsemøllen, BagerGruppen og KonditorBager. Formålet er at øge forbrugernes fokus på og kendskab til bagernes fuldkornsprodukter.
KonditorBager er en landsdækkende kæde af bagerforretninger fordelt over hele landet. Bagerkæden blev startet i 1977, og udvalget har siden fulgt med tiden uden at gå på kompromis med håndværkskvaliteten. Konceptet indebærer bagerbrød og konditorkager i én og samme butik
