Oplev Kunstserien ’A Quiet Dream’ på Møn Bibliotek
“’A Quiet Dream’ handler om de drømme vi hver især har, og jeg bruger bjerget som et gennemgående motiv til at beskrive en stille drøm. Bjerge har en rungende stilhed over sig. De larmer i landskabet, men er samtidig helt stille, ligesom de drømme vi kan gå med indeni.”

I denne serie er bjerget et symbol på en drøm – en proces der kan være fyldt med uforudset terræn, med risikoen for at falde dybt, men også på chancen for at finde en vej, der fører en frem og op mod den udsigt man drømmer om, eller som fører en frem til en indsigt, der får en til at stoppe et helt andet sted på bjerget end på bjergets top.

Stilheden er et symbol på den ensomhed eller længsel, der kan være relateret til en drøm. Det kan være de drømme, man ikke tør sætte ord på. De drømme der ikke lykkedes, eller som føles uendelige at opnå. Det kan også være drømme, der kræver så meget af en, at man mister energien til andet end at ‘bestige bjerget’. Og så er der den følelse af at flakke i blinde efter en drøm, man ikke kan sætte ord på eller dagdrømmeriet, som man holder for sig selv, i stilheden.

Uanset hvilken drøm du har, håber jeg at du kan relatere serien til en proces i dit liv.

Det foregår d. 01.07.23 – 31.07.23 på Møn bibliotek.

Lykke Gøtzsche står bag A Quiet Dream. Hun er cand.mag i sprogpsykologi og arbejder i fritiden på kreative projekter under navnet Poecta ®.

Der afholdes fernisering lørdag den 1. juli kl. 15-17.

Kilde

Foto: ABW