0ver 500 børn og deres pædagoger har allerede tilmeldt sig, når Vordingborg Kommune i samarbejde med spillestedet STARS inviterer på en række gratis koncerter for børnehavebørn på tværs af hele Vordingborg Kommune. Koncerterne foregår på STARS i Vordingborg, i Bio Bernhard i Præstø, i Bio Møn i Stege og i Kalvehave Skole og Børnehus.

”Vi er glade for at være med til at sikre, at vores yngste borgere får mulighed for store kulturoplevelser. Musik er med til at binde os sammen som mennesker, og derfor er det dejligt, at vi nu kan tilbyde gratis koncerter til alle vores børnehavebørn,” siger Jacob Kamper, formand for Kultur- og Fritidsudvalget og forsætter: ”Jeg vil samtidig gerne rette en stor tak til vores regionale spillested STARS, som spiller en vigtig rolle i, at vi i fællesskab kan tilbyde musikalske oplevelser for vores yngste borgere.”

Også Else-Marie Langballe Sørensen, der er formand for Børne-og Familieudvalget i Vordingborg Kommune, betoner vigtigheden af at tilbyde gode oplevelser for de mindste børn:

”Det er dejligt, at vi i år som noget særligt kan tilbyde kommunens børnehaver et så fint tilbud – og vi er selvfølgelig endnu mere glade for, at alle børnehaverne har slået til og tilmeldt sig.”

Den første børnehavekoncert afholdes den 1. november på STARS og den sidste koncert løber af stablen i Bio Møn i Stege den 18. november. Koncerterne byder på underholdning af ’Rytmikbanditterne’ og ’Bjørnetjenesten’. De børnehaver, der ligger langt fra et koncertsted, vil blive kørt frem og tilbage af Andels elektriske bus, der siden sommeren 2022 har transporteret borgere og turister gratis rundt på Møn.

Børnehavekoncerterne, der er blevet til i et samarbejde mellem Center for Dagtilbud og Skoler og Center for Kultur, Fritid og Udvikling i Vordingborg Kommune, er finansieret via midler fra sidste års familiekoncerter, som blev aflyst på grund af Covid-19. Familiekoncerter er navnet på en række koncerter, der hvert år afholdes på STARS, i Bio Møn og i Bio Bernhard. Familiekoncerterne retter sig mod børn, deres forældre og bedsteforældre, ligesom kommunens skolebørn hvert år får fornøjelsen af koncerter på deres skoler.

Kilde

Foto: ABW