Sommeren er over os, og det samme er den klassiske musik. Næsten 80 festivaler med flere hundrede koncerter fordelt over hele Danmark byder publikum på store, klassiske musikoplevelser.
Som noget nyt kan du få et overblik over alle festivalerne på www.liveklassisk.dk. Augustinus Fonden bakker om initiativet og håber, at det kan gøre det nemmere for publikum at finde en festival nær dem. Fra Vesterhavet til Christiansø, fra Vendsyssel til Sønderjylland. Danmark er et rigt festivalland – også når det gælder den klassiske musik. Faktisk byder næsten 80 festivaler publikum på klassiske musikoplevelser
hen over sommeren og ind i det tidlige efterår.
”Rigtigt mange danskere har været på festival. Alligevel er der nok mange, der ikke tænker på klassisk musik som det første, når snakken falder på sommer og festivaler. Og det er ærgerligt, for der findes et væld af store musikalske oplevelser, som bare venter på, at endnu flere får øje på dem. Det er vigtigt for Augustinus Fonden at støtte de klassiske musikfestivaler, som viser, hvor rigt og aktivt et musikliv, vi har.
Derfor vil vi gerne slå et slag for, at endnu flere får glæde af dem,” siger direktør Frank Rechendorff Møller fra Augustinus Fonden.
Fra lokale ildsjæle til internationale festivaler
De klassiske musikfestivaler spænder vidt; fra små, lokale festivaler til store festivaler med internationalt publikum. Det er Bornholms Musikfestival og Hindsgavl Festival eksempler på.
”Med 53 sæsoner uden afbrydelser siden 1969 er Bornholms Musikfestival landets ældste. Vi er drevet af et stærkt lokalt engagement for at tilbyde klassisk kammermusik af høj kvalitet til de mange mennesker, der gæster Bornholm om sommeren, og til bornholmerne. Igen i år kan vi byde på 10 koncerter i juli og august med alt fra vokalensembler over strygere til en messingkvintet. Også den nye musik prioriterer festivalen, blandt andet med besøg og genbesøg af aktuelle komponister,” fortæller Steffen Hyldig, der er formand for bestyrelsen i Bornholms Musikfestival.
En anden af de festivaler, som Augustinus Fonden gennem en årrække har støttet, er Hindsgavl Festival.
”I 2007 satte vi os for at skabe en international klassisk musikfestival, der i kvalitet kunne måle sig med de absolut bedste i Europa. I dag tiltrækker festivalen et stort dansk såvel som udenlandsk publikum, og en del af gæsterne bor under festivaldagene side om side med 40-60 af tidens største musikere. Det giver en unik mulighed for at skabe en social festivaloplevelse, som man kender det fra rytmiske festivaler, og som kun forstærkes af teltlejren for det yngre publikum,” forklarer Bernard Villaume, der er festivalleder for Hindsgavl Festival.
Fokus på større og bredere publikum
Hvert år kommer nye festivaler til, og der er et bredt udvalg. Det glæder DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner – som arbejder målrettet for publikumsudvikling blandt andet gennem projektet ”Tutti – musikken tættere på publikum”.
”De mange lokale festivaler, de forskellige formater og den store spændvidde i det musikalske fokus er en unik mulighed for at få fat i et større og bredere publikum. Lidt populært kan man sige, at den klassiske musik i sommermånederne i endnu højere grad kommer ud til publikum, frem for at publikum skal komme til den klassiske musik. Forhåbentlig skaber de mange musikalske smagsprøver appetit på endnu flere oplevelser hos et potentielt publikum,” siger Asbjørn Keiding, direktør i DEOO.
Fakta
• Denne sommer er der næsten 80 klassiske musikfestivaler med flere hundrede koncerter fordelt over
hele landet. På Live Klassisk er det muligt at få overblikket – og finde en lokal festival tæt på dig. Se
mere på den gratis, digitale kalender for klassisk musik i Skandinavien https://liveklassisk.dk/festivals.
Live Klassisk vision er at gøre klassisk musik lettere tilgængelig for alle.
• 70 festivaler har i 2022 modtaget støtte fra Augustinus Fonden. I alt har fonden i år støttet de klassiske
festivaler med 7,1 mio. kroner.
• Både antallet af festivaler, der bliver støttet af fonden, og det samlede støttebeløb er steget gennem de
senere år. Fra 40 festivaler og 3,8 mio. kroner i 2015 til 70 festivaler og 7,1 mio. kroner i 2022. Dog med
et midlertidigt fald i 2020 og 2021 på grund af coronanedlukningerne.
Augustinus Fonden støtter kunst og kultur, viden og uddannelse samt sociale indsatser i hele Danmark. Gennem sin støtte bidrager fonden til dannelse og oplevelser, som styrker vores kulturelle selvforståelse og identitet i en globaliseret verden. I 2021 bevilligede fonden næsten 400 mio. kroner i støtte til mere end 1.200 projekter. Læs mere på www.augustinusfonden.dk