Foråret er fræsetid, og en række jyske, fynske og sjællandske jernbanestrækninger får i denne tid besøg af skinnefræseren, der fjerner små revner i skinnerne. Nu er turen kommet til udvalgte sjællandske strækninger.
Skinnefræseren er tilbage i Danmark, hvor den skal fræse små revner i skinnerne væk, inden revnerne når at vokse sig store. Næste stop på den store vinter- og forårsrundtur er de sjællandske skinner.
Fræsetoget fjerner en stor del af de revner, der med årene opstår på kørekanten af skinnerne.
“Fræsehjulet på skinnefræseren kan gnave over en millimeter af skinnen pr. passage. Når fræsehjulet fjerner revnerne, reducerer det risikoen for skinnebrud, der kan opstå, når der opstår kraftige trækspændinger i skinnerne om vinteren. Dermed forlænges skinnernes levetid.” siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.
Det kræver 1-3 passager for at fjerne en revne i skinnen, så skinnefræseren kører frem og tilbage samme sted, indtil revnen er væk. På en nats arbejde kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne, og herefter bliver jernet kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt.
Revnerne, der er på kørekanten af skinnerne, bliver fundet ved forårets ture med måletoget. Måletoget benytter hvirvelstrøm til at finde revnerne i skinnernes overflade og ultralyd til at opspore de indre revner i skinnerne.
Kører om natten – klargøres om dagen
Fræsetoget kører om natten for at genere togdriften mindst muligt. Om dagen bliver det renset og klargjort.
“I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som skal udføres samtidig med, at trafikken forstyrres mindst muligt. Blandt andet derfor kører de forskellige specialtog fortrinsvis om natten,” siger Pernille Skovrup.
Det støjer kun moderat, når fræsetoget arbejder, mens klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads.
Fakta om skinnefræseren
Fræsetoget har to fræsehjul og et slibehjul i hver side. Togets kørehastighed er max 70 km/t på danske skinner. Når det fræser skinnerne, kører det meget langsomt – helt ned til 600 meter i timen.
Fræsetoget er knap 44 meter langt og vejer 155 ton med fræsespåner. Det er et hold af internationale eksperter, der kører toget, og der er en dansk lods med kendskab til strækningerne med om bord.
Fræsetoget kører efter følgende plan:
4.-5. april Ringsted-Sorø
6.-7. april Sorø-Slagelse
7.-8. april Sorø-Slagelse
13.-14. april Sorø-Ringsted
14.-15. april Ringsted Station
16.-17. april Køge-Lille Skensved
17.-18. april Borup-Ringsted
18.-19. april Borup-Ringsted
23.-24. april Vordingborg-Næstved
24.-25. april Vordingborg-Næstved
25.-26. april Ringsted-Næstved
27.-28. april Ringsted Station
I dagtimerne holder fræsetoget i henholdsvis Ringsted (5.-8. april, 14. april, 18. april, 24. april, 26.-27. april), Vigerslev (15.-17. april og 19. april) samt Næstved (25. april)