I flere år er der investeret målrettet for at være klar til den grønne omstilling. Regeringens ambition om at femdoble produktionen af havvindmøllestrøm inden 2030 hilses velkommen i Vordingborg Kommune. Her har man gennem i flere år investeret målrettet i kommunens to erhvervshavne for at være klar til den grønne omstilling.
Regeringen vil have femdoblet produktionen af havvindmøllestrøm inden 2030 for at sikre tilstrækkelig med grøn strøm til at kunne producere fremtidens klimavenlige brændstoffer og sikre, at vi når målet om 70 % reduktion af CO2 udledningen.
Vordingborg kommune er klar til mere havvind og mere Power-To-X. Det fastslår borgmester Mikael Smed: ”Vi har de seneste år investeret rigtig mange penge og kræfter i at udvikle vores havne i Klintholm og Vordingborg til at kunne servicere havvindmølleoperatører og bidrage til udviklingen af den nye grønne PtX energisektor. På Klintholm Havn har vi skabt en moderne servicehavn for Vattenfall og EnBW’s” havvindmølleparker i Østersøen, og her er vi klar til at tage godt imod flere nye havvindmølleoperatører, ” siger Mikael Smed.
Mere havvind kræver flere havvindmølleparker – og der er udsigt til 6 til 7 nye havvindmølleparker i de danske farvande ifølge forhandlingsudspillet fra regeringen.
”Vi peger på Kriegers Flak Nord og Syd i Østersøen. De er allerede udpeget som velegnede områder, og her kan der hurtigt etableres en stor havvindmøllepark,” siger Mikael Smed.
Klimaminister Dan Jørgensen foreslår i forhandlingsudspillet, at der skal udvikles en ny fleksibel udbudsmodel, som gør det muligt at koble PtX-virksomheder direkte med havvindmølleparker udenom det kollektive elnet. Det skal ske for at understøtte udviklingen af PtX-virksomheder i Danmark. Den del af regeringens udspil får også en meget positiv modtagelse af Vordingborg Kommunes borgmester Mikael Smed:
”På Vordingborg Havn er vi ved at forberede modtagelsen af PtX-virksomhederne Arcadia eFuels og Vordingborg Biofuel. Vi arbejder på at kunne tiltrække endnu flere PtX-virksomheder, da havnen har god plads og god adgang til strøm fra sol og vind, samtidig med at virksomhederne kan udskibe deres produkter direkte fra havnen. Så vi er meget begejstrede for udspillet og udsigten til mere havvind i Østersøen, og vi er klar til at spille med,” siger Mikael Smed.
Direktør for Business Vordingborg Bolette Christensen er også meget begejstret for regeringens udspil.
”Vi ved, at der er brug for mere havvind lige nu og her – og i særdeleshed i fremtiden. Vi kan ikke vente på lange forundersøgelser, og derfor peger vi på Kriegers Flak Nord og Syd i Østersøen. Området er klart og kan rumme en stor havvindmøllepark. Det bekræfter den seneste finscreening af området, der netop er blevet gennemført af Energistyrelsen,” siger Bolette Christensen, direktør Business Vordingborg.
Klintholm Havn er udbygget og fungerer i dag som en moderne servicehavn for såvel Vattenfall som for EnBW, der servicerer den tyske havvindmøllepark Baltic 2. Klintholm Havn har plads til flere serviceoperatører og det skaber mange lokale arbejdspladser, når havvindmøllerne snurrer rundt og skal serviceres.
Vordingborg Havn er også under udvidelse og på det nye havneareal er PtX virksomhederne Vordingborg Biofuel og Arcadia eFuels i gang med at etablere sig. Det er en samlet investering på op imod 10 milliarder kroner over de kommende år.
”En massiv udbygning af havvind i Østersøen samt målrettet satsning på PTX-virksomheder vil give begge havne i Vordingborg og hele kommunens erhvervsliv store muligheder for vækst i en størrelsesorden, der kan være afgørende for områdets fremtidige udvikling. Det er mange nye arbejdspladser og flere nye virksomheder, som vi kan se frem til,” siger Bolette Christensen.
Både Mikael Smed og Bolette Christensen har en klar opfordring til regeringen: ”Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at lande en bred aftale inden sommerferien, som fjerner forhindringer for udbygning af grøn energi både på land og på hav. Det haster – for i øjeblikket snegler udbygningen sig afsted,” siger Mikael Smed og Bolette Christensen samstemmende.