12 kommuner samt Region Hovedstaden og Region Sjælland skifter dieselbusser ud med 71 grønnere, mere miljøvenlige elbusser. Med indførelsen af de nye elbusser vil 25 pct. af busserne, der kører for Movia være emissionsfri. Endnu et stort grønt skridt frem mod målsætningen om fuld fossilfri drift ved udgangen af 2030.
Omstilling af busdriften i Movia fortsætter ufortrødent, og nyeste tiltag er indsættelsen af 71 miljøvenlige elbusser fordelt på 30 buslinjer rundt om på Sjælland. Sammen med kommuner og regioner har Movia et fælles mål om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen kører på el.
De mange nye elbusser fordelt på 12 kommuner samt Region Sjælland og Region Hovedstaden betyder en grønnere rejse for en stor del af de sjællandske rejsende. Med omstillingen til elbusser på store dele af Sjælland tager regioner og kommuner et stort skridt på vejen mod grøn offentlig transport for et bedre miljø, bedre trafik og bedre byområder.
De nye eldrevne busser kører emissionsfrit – det vil sige uden udledning af CO2 og lokal luftforurening fra bussens motor – og selve køreoplevelsen bliver forbedret, da elbusserne støjer mindre og er mere behagelige at køre i for både kunder og chauffører, samtidig med at naboer til bussernes stoppesteder og endestationer oplever mindre støj.
De 71 nye elbusser giver en samlet årlig CO2-besparelse på 4.800 tons, og bidrager dermed til at indfri målsætningen om en national CO2-reduktion på 70 pct. inden 2030.
Skiftet til elbusser på de fleste af de 30 buslinjer sker søndag 11. december 2022. Forventningen er, at de resterende elbusser løbende ruller ud på de danske veje inden årets udgang, og de sidste inden udgangen af januar 2023.
CITATER
Movia “Det er vigtigt for Movia at holde fast i den grønne omstilling, særligt i disse tider. Nu kan vi sætte hak ved en af Movias helt store milepæle. Nemlig at 25 pct. af busserne i Movias område, der tidligere kørte på diesel, nu bliver skiftet ud med emissionsfri elbusser. Det er vi meget stolte af.”, siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.
Region Hovedstaden “Det er en milepæl, at de første regionale busser nu omstilles til el. De lange regionale buslinjer har gjort det udfordrende, da det stiller krav til længere rækkevidde på batterierne. Men nu er teknologien klar, og frem mod 2030 vil alle regionens buslinjer blive omstillet til nulemission.” – Lars Gaardhøj, Regionsrådsformand, Region Hovedstaden.
Region Sjælland “Den første regionale el-bus er en milepæl for Region Sjælland og et vigtigt skridt for den grønne omstilling. Ved at gå fra diesel til el sænker vi udledningen af CO2 markant. Jeg glæder mig samtidig over, at det bliver en både mere behagelig og støjsvag oplevelse for passagerne. Vi har endnu større ambitioner, og derfor har vi i regionsrådet netop vedtaget, at vi skal have flere regionale el-busser i Region Sjælland.” – Heino Knudsen, Regionsrådsformand, Region Sjælland.
FAKTA
Fra søndag 11. december 2022 indføres 71 nye elbusser fordelt på 30 buslinjer i 12 kommuner og Region Hovedstaden og Region Sjælland. De fleste på dagen og de sidste forventes indsat senere i december eller i løbet af januar 2023.
Det er Movia, der som Danmarks største mobilitetsselskab udbyder busdriften.
De nye elbusser kommer til at kører på linjerne; 190, 192,194, 207, 215, 219, 221, 223, 226, 227, 231, 233, 236, 315, 316, 317, 318, 332, 333, 334, 335, 336, 361, 362, 363, 385, 230R, 360R, 380R, 98N
Kommunerne, der indfører nye elbusser 11. december 2022, udgør: Allerød, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Hillerød, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal og Solrød Kommuner.
Region Hovedstaden og Region Sjælland indfører nye elbusser 11. december 2022. Der er tale om de første regionale buslinjer, som overgår til eldrift.
Omstillingen til el på de 30 buslinjer reducerer udledning af CO2 med 4.800 tons om året (udledning af CO2 er opgjort efter “tank-til-hjul”-princippet).
Med idriftsættelsen af 71 nye elbusser vil Movia være oppe på 338 elbusser og en brintbus. Det svarer til 25 pct. af Movias busser.
I alt kører otte forskellige busoperatører med elbusser for Movia: Anchersen, Arriva, DitoBus, Keolis, Kruse, Nobina, TideBus og Umove.
Movias miljøregnskab for 2021 viser, at antallet af elbusser i løbet af 2021 blev mere end fordoblet i det der blev indsat 83 nye elbusser, således at den samlede flåede af elbusser nåede op på 160 busser. Det svarer til 12 pct. af alle rutebusser i Movias busnet. I løbet af 2022 fordobles antallet af elbusser, således at hele 25 pct. af busflåden ved udgangen af 2022 består af elbusser.
Omstillingen til emissionsfri busdrift startede i 2019 med de første buslinjer i København, Frederiksberg og Roskilde. Med de nye buslinjer fra slutningen af 2022 vil 25 pct af Movias bustrafik være emissionsfri.