Politirapporten fra 14-08-2023
Torsdag klokken 9.45 fik politiet en anmeldelse om, at en bil var kørt ind i en lygtepæl på Gl. Landevej uden for Stubbekøbing, og at de, der var med i bilen, var gået fra stedet. På grund af vidneforklaringer fandt politiet frem til en adresse i Stubbekøbing, hvor føreren af uheldsbilen skulle opholde sig. Det var en 32-årig mand, og da politiet kom ind på ejendommen, fandt betjentene 30 gram kreatin, 21,2 gram amfetamin, 27,9 gram hash og 11,8 gram skunk. Den 32-årige blev anholdt klokken 12.00 og sigtet for salg af ulovlige stoffer, mens en 18-årig mand, der også var til stede, havde 0,7 gram amfetamin og 92,6 gram hash. Han blev anholdt samtidig og også sigtet for salg af ulovlige stoffer. Begge de anholdte blev taget med til politistationen i Vordingborg og løsladt senere på dagen efter afhøring.