Størstedelen af beløbet bliver givet til oprettelse af en ny akutlægebil i Nykøbing Falster. Akutlægebilens opgaver skal blandt andet dække over akut lægehjælp, præ- og interhospitale transporter, medicinsk backup til de øvrige beredskaber og styrkelse af samarbejdet mellem de præhospitale ressourcer og akutafdelingen i Nykøbing Falster.

– Det har en rigtig stor betydning for borgerne i Region Sjælland, fordi de hurtigere kan få avanceret behandling og lægestøtte i akutte situationer. Samtidig kan vi også på den måde tilbyde et nært og specialiseret sundhedsvæsen af høj kvalitet til endnu flere borgere. Et mål, som vi hele tiden har stort fokus på fra politisk side, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Akutlægebilen bliver etableret hurtigst muligt i 2023.

Paramedicinere opkvalificeres på psykiatriområdet

Ud over en akutlægebil i Nykøbing Falster skal en del af støtten gå til et uddannelsesmodul i psykiatri til alle paramedicinere i Region Sjælland.

– Uddannelsesmodulet skal være med til at opkvalificere paramedicinerne, så de har bedre forudsætninger for at hjælpe psykiatriske patienter. Det er både for patienternes og paramedicinernes bedste, så det er relevant for alle med mere specifik uddannelse i psykiatriområdet, siger Jens Ravn, formand for Udvalget for forebyggelse, det præhospitale område, forskning og innovation.

25 procent af alle præhospitale opgaver omhandler folk med psykiske lidelser, men psykiatrien er en mindre del af paramedicinernes uddannelse. På nuværende tidspunkt er der omkring 190 paramedicinere i Region Sjælland.

Derudover har Region Sjællands akutberedskab fået penge til at indkøbe ultralydsudstyr, der skal ud i lægevagtsbilerne, samt til diverse forskningsprojekter på det præhospitale område. Midlerne bliver uddelt af Sundhedsstyrelsen i forbindelse med den nye sundhedsreform.

Kilde

Foto: ABW