Natur, portrætter, stilleben…

Vordingborg Fotoklub er en forening med 30 medlemmer, der mødes hver torsdag aften i DGI-Huset i Vordingborg. Her drøftes aftenens emne over en kop kaffe. Emnerne er eksempelvis foredrag om teknik, portrætfotografering og lyssætning samt bedømmelse af månedens billede.

Fotoklubben beskæftiger sig med fotografering af mange former for motiver. Vi lader os hver især inspirere af naturen, landskaber, portrætter, sport, familie, stilleben og makro. Når billedet er taget, skal det normalt have en efterbehandling i et billedbehandlingsprogram på computeren, som f.eks. kan bestå af justering af lys og skygger, kontrast, farver og en beskæring, inden det printes ud.
Til det færdige billede laves ofte en passepartout, så det er klar til indramning og deltagelse i en konkurrence eller udstilling.
Fotoklubbens billeder bliver ofte udstillet rundt omkring i kommunen. På institutioner, i firmaer og andre egnede steder, hvor vores billeder kan være til glæde for gæster, personale og andre tilskuere.

Vordingborg Fotoklub har en løbende konkurrence om månedens billede og derudover konkurreres der om årets klubmesterskab, som består af 4 afdelinger. Klubben er desuden med i Region SYD, der er en sammenslutning af fotoklubberne: Vordingborg Fotoklub – Næstved Fotoklub – Maribo Fotoklub. I dette samarbejde har vi 2 årlige konkurrencer. Udover klubaftnerne arrangeres der indimellem søndagsudflugter til spændende fotomål.

Udstillingen varer fra d. 1. til d. 30. juli på Vordingborg bibliotek.

Håbet med udstillingen er, at billederne giver et indtryk af de mange muligheder der er, fra fotografen går ud af døren med sit kamera over skulderen, til det færdige billede hænger på væggen.

Kilde

Foto: ABW